Er vinsmagning virkelig sådan noget fisefornemt?
Vin er ingenlunde en ny opfindelse, for det har faktisk rødder mange tusinde år tilbage i tiden, hvor folkefærd på tværs af hinanden opfandt deres afarter af vine, hvor processen med at lave dem har varieret en del.
Variationerne varer ved den dag i dag fra region til region, men man er bevidst om, hvor man gør det i verden, og der er nogle steder, hvor man har tilladelse til at lave – og kalde – vinen noget specifikt, som man ikke må andre steder.
Desuden har det altid set sådan lidt pænere ud at drikke vin, hvilket adelen gjorde, mens de “mindrebemidlede” måtte tage til takke med mjød, lunkent øl eller lignende med lave procenter. Eller de måtte lave noget hjemmebrændt af tvivlsom kvalitet.
Den slags holder stadig ved i dag, selvom øllet har fået en opblomstring i nyere tid, så er det stadig lidt pænere at være til vin end øl.
Gider man så overhovedet en vinsmagning?
Måske har du så set eller hørt om folk, der tager til vinsmagninger, og selvom du da godt kan lide vin, så er det ikke noget, du som sådan går op i, og prisen derefter betyder da også, at du nøjes med at købe vin til særlige lejligheder.
Så når du hører om, hvordan kendere går op i vin til vinsmagning, kanterer den, ilter den, gurgler den, spytter den ud med videre, så lyder der mere som madspild end fornøjelse hos dig.
Men tag ikke fejl af dette, for det handler sådan set bare om at få mest muligt ud af den givne vin og drue, hvorfor man oplever den på denne måde.
Her kan alle være med, og det er da klart, at man kan engagere sig mere eller mindre i det, men som udgangspunkt kan – og burde – alle da have lov til at være med her.
